Y information mener:

20 dec

Skolereform

I regeringens forslag til en ny skolereform skal 0.-3. klasse gå i skole minimum 30 timer om ugen, 4.-6. Helleklasse i 35 timer og 7.-9. klasse skal op på hele 37 timer, hvilket svarer til en almindelig arbejdsuge. Dette indebærer, at folkeskolelærere skal udvide deres undervisningsmetoder til at indebære mere aktive og kreative indlæringsmetoder i såkaldte ’aktivitetstimer’. Formålet med disse ændringer er at minimere elevernes hjemmearbejde samt at øge deres udbytte af undervisningen. Det er dog ikke kun eleverne, det går ud over. Også lærerne vil blive påvirket hvis forslaget bliver vedtaget. De vil få flere arbejdstimer for den samme løn, og mange folkeskolelærere kritiserer regeringens forslag for at være usammenhængende, amatøragtigt og uigennemtænkt.

At flere timer i folkeskolen skulle øge det faglige udbytte og bevirke, at eleverne opnår bedre resultater, hører ingen steder hjemme og flere undersøgelser som fx TIMSS og PIRLS fra 2011, der måler 4.-klasseselevers niveau i læsning, matematik og natur/teknik, viser, at nogle lande der ligger over Danmarks resultater har færre undervisningstimer.

De ekstra skoletimer vil derfor ikke bevirke, at niveauet stiger, men til gengæld vil det sænke den enkelte elevs mulighed for at gå til fritidsaktiviteter samt at have socialt samvær med deres jævnaldrende efter skole.

Ser man på det økonomiske aspekt i forslaget er projektet ikke finansieret, hvilket forudsætter, at lærerene for den samme løn skal undervise i flere timer, eftersom det er regeringens hensigt, at eleverne skal have flere matematik-, dansk- og idrætstimer samt, at de skal begynde undervisning i engelsk fra 1. klasse. Det er derfor meget tvivlsomt, hvorvidt lærerne vil gå med på disse vilkår.

Set fra en anden synsvinkel vil den øgede skolegang også påvirke kommunernes indtægt i form af forældrebetaling til fritidsordninger samt fritidsaktiviteter, der vil blive begrænset af den længere skoledag.

Det er naturligvis et større puslespil, der skal gå op, når man vil reformere den danske skolemodel, og det er svært at få alle til at være tilfredse, men dette lovforslag har så mange løse ender, at det forekommer som et totalt uigennemtænkt og uacceptabelt forslag fra regeringens side.

aji & mtm

Skriv en kommentar